Træklatreinstruktørerne kan nu varetage toprebsklatring på klatrevægge

FDFs hovedbestyrelse ændrer FDFs retningslinjer for vægklatring efter indstilling fra FDFs Klatrearbejdsgruppe.

28. May 2018
Christina Gro Hansen

Thomas Heie Nielsen

Dansk Træklatreforening og Dansk Klatreforbund nedsætter normerne for instruktøruddannelser i Danmark. Hidtil har man ifølge Dansk Klatreforbund skulle uddanne sig til eksamineret Vægklatreinstruktør, VKI, for at kunne varetage vægklatreaktiviteter som ansvarlig instruktør. Denne uddannelse var lang og besværlig at tage for ledere i FDF. Klatreforbundet har dog i løbet af 2017 udarbejdet nye normer for vægklatring, hvor man kan uddanne sig til Instruktør 1 og varetage aktiviteter med toprebsklatring.  Uddannelsen er målrettet lærere og pædagoger, men kan også være relevant for ledere i FDF.

I FDF har vi en lang tradition for at uddanne træklatreinstruktører. Da uddannelsen til Instruktør 1 rent sikkerhedsmæssigt for en træklatreinstruktør vil være en gentagelse af velkendt stof, er der ingen grund til at kræve, at træklatreinstruktørerne får en ekstra uddannelse. Retningslinjerne er derfor nu ændret, så også træklatreinstruktørerne kan varetage toprebsklatring på FDFs egne klatrevægge. Hvis du er træklatreinstruktør behøver du altså ikke at tage den nye Instruktør 1-uddannelse.

En ny klatreuddannelse i FDF på vej

Klatrearbejdsgruppen arbejder samtidig på at kunne udbyde Instruktør 1-uddannelsen med eksamination efter Dansk Klatreforbunds normer. Uddannelsen forventes at indeholde toprebsklatring på klatrevæg, en simpel redningsøvelse og bouldering, altså klatring uden reb i lav højde. Den er målrettet de kredse, der har egen klatrevæg og ikke har behov for at uddanne træklatreinstruktører.

Hvis behovet opstår, vil Klatrearbejdsgruppen undersøge mulighederne for at lave et kursus, der kan opgradere træklatreinstruktører til væginstruktører (Instruktør 2 eller Instruktør 3 hos Dansk Klatreforbund).