Gode muligheder for at varme op til sogneindsamling

Forud for sogneindsamlingen den 10. marts er der endnu en gang god mulig for at klæde kredsens medlemmer på til at forstå årets tema. Denne gang med aktivitetsmateriale, der både byder på mødeideer og escape room.

07. Feb 2019
Mai Christensen
Mange kredse har tradition for at deltage i sogneindsamlingen. Her er det FDF Aarhus 2.

-Materialet var let at bruge, aktiviteterne var sjove og gjorde det konkret for vores unge at forholde sig til klimaforandringerne.

Sådan fortæller Amalie Cordes fra FDF Skovlunde, der er én af de kredse, som allerede nu har er i gang med at gøre klar til den 10. marts, hvor årets sogneindsamling med temaet "klimaforandringer" finder sted: Med aktivitetsmateriale, som skal gøre FDFere mere bevidste om klimaforandringer, hvordan det påvirker menneskeliv, og hvad man som almindelige mennesker i Danmark kan stille op. Materialet indeholder aktiviteter til et forløb, der kan strække sig over tre almindelige aftener og som kulminerer med FDFernes deltagelse i Folkekirkens Nødhjælps indsamling. Derfor er aktiviteterne opdelt således, at der den første aften kan være fokus på det globale perspektiv, den næste aften det lokale perspektiv, og den tredje aften er der et særligt klima-escape room. 

Afsted med kredsen

Med sogneindsamlingen sættes Folkekirkens Nødhjælp fokus på klimaforandringer, som rammer særligt stærkt i verdens fattigste lande. Her er man ikke klædt på til det nye klima, og der er intet forsvar for oversvømmelser, tørke og orkaner. Den gode nyhed er, at løsninger findes. Vi kender dem. Og derfor samler Folkekirkens Nødhjælp i år ind til broer, diger, opsamlingssøer og flugtveje – og til introduktion af klimaresistente afgrøder, drikkevand og innovative løsninger.

-Folkekirkens Nødhjælps årlige husstandsindsamling er et fast kryds i min kalender hvert år. Men min FDF-kreds har også deltaget i indsamlingen i mange år. Det er så simpelt for os at gøre en forskel ved at samle ind i et par timer eller donere 50 kroner til indsamlingen, fortalte Simon Stagis fra FDF Aarhus 2, da kredsen sidste år deltog i indsamlingen.