VM trækker ambitionen ud i kredsene

Med opgaver, der udspringer af FDFs ambition, vil VM-udvalget gøre ambitionen til noget, der både er brugbart og let at forstå for den enkelte kreds. Det har både betydet dybe samtaler og besøg på plejehjem.

14. Apr 2018
Mai Christensen

En patrulje fra Hillerød besøgte et lokalt plejehjem  i forbindelse med en netopgave.

Der var hjemmebagt kage, nybrygget kaffe og store smil på menuen, da patruljen "Majs Lil Pony" fra FDF Hillerød, i forbindelse med en netopgave til Væbnermesterskabet, besøgte et lokalt plejehjem. Med besøget er patruljen bare én af mange, som har løst en række netopgaver, der som noget helt nyt tager udgangspunkt i FDFs ambition.

Noget for alle

Opgaverne tæller, ligesom ambitionen, tro, samfundsengagement, leg og relationer. Blandt andet bød trosopgaven på en tankestarter, og ved opgaven om samfundsengagement skulle patruljen møde mennesker, de ellers ikke normalt er i kontakt med - ligesom FDFerne fra FDF Herning 2 gjorde med Anna.

-Der her været en opgave til hver af de fire ben i ambitionen, i et forsøg på at trække snakken og arbejdet med ambitionen helt ud i kredsene, og gøre den levende, konkret og brugbar for både børn og voksne i patruljerne, fortæller Marie Krogsgaard Holmriis, der er formand for Væbnermesterskabet.