Finalen i Væbnermesterskabet er skudt i gang

Over 1100 børn og unge får en Kristi Himmelfartsferie fyldt med fællesskab og leg til årets Væbnermesterskabsfinale.

14. May 2021
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Thomas Heie Nielsen

I dag er finalen i årets Væbnermesterskab skudt i gang! For over 1100 børn og unge venter en Kristi Himmelfartsferie fyldt med leg og fælles oplevelser i jagten på point.

Fordelt på fem finalebyer – Silkeborg, Aalborg, Roskilde, Ballerup og Hillerød – dyster i alt 166 patruljer på 30 hæsblæsende og kreative poster til lands, til vands og i luften. De skal fx kravle højt til vejrs på Himmelstigen, holde fødderne tørre i balancekajakken og prøve kræfter på den vertikale boldbane. 

- Fælles for posterne er, at alle har noget at bidrage med, for at opgaverne kan løses. Holdene arbejder sammen og oplever suset ved at overkomme udfordringer og få oplevelser i fællesskab; noget børn og unge i den grad har savnet og trænger til! siger Christian Cannon, formand for udvalget bag Væbnermesterskabet. 

Ledere leger med

Finalen er kulminationen på fire måneders intens konkurrence over nettet, hvor børnene løbende har løst nye opgaver hjemme i deres kreds. Vanen tro har ledere fulgt hver patrulje helt fra start, og de deltager også i finalens discipliner på lige fod med børnene. Heller ikke de ved på forhånd, hvad weekendens mange poster vil byde på.

Patruljelederne er sammen med de mange ledere, der står postmandskab, med for at give børnene den ultimative oplevelse til årets Væbnermesterskab.

Omlagt finale

Det er helt særligt, at Væbnermesterskabsfinalen i år er landsdelsbaseret. Under normale omstændigheder afholdes finalen som ét samlet arrangement for alle deltagere, men for at overholde de gældende retningslinjer, er det i år omlagt til lokalt format. Patruljerne er hold á otte personer, der bevæger sig rundt i de fem finalebyer. 

Finalen afsluttes søndag med en fælles virtuel gudstjeneste og vinderkåring, som følges af deltagerne fra hver deres by.