Amalie kan ikke lade være med at engagere sig

26-årige Amalie Cordes fra FDF Skovlunde er ét af de unge mennesker, der brænder for at gøre en forskel - både i FDF og Nødhjælpens Ungdom (NU). Et engagement, der giver hende energi og inspiration til en travl hverdag som studerende.

13. Nov 2018
Cecilie Kruse

Amalie studerer til daglig statskundskab og er studentermedarbejder i Nordisk Ministerråd. 

FOTO: Hans Bach

I FDF er vi som bekendt ude efter at skabe unge mennesker, der er engagerede i samfundet og som har noget på hjertet. Eller med andre ord: unge mennesker, som brænder for at gøre en forskel, og det er lige nøjagtig, hvad 26-årige Amalie Cordes er opsat på at gøre. I FDF handler det for Amalie om at gøre en forskel for børn og unge, så de har et ståsted at møde verden fra. I Nødhjælpens Ungdom (ungdomssektionen af Folkekirkens Nødhjælp, red.) er det vigtigt for Amalie at gøre en forskel for verdens fattige og mest udsatte mennesker. 

Amalie har været FDFer, lige så længe hun kan huske – her har hun også udviklet sig og fået mod på at engagere sig i andre organisationer. Det førte til, at Amalie påbegyndte sit frivillige engagement i NU tilbage i 2013 og sidenhen som formand for ungdomsorganisationen i to år. 

Hvilke kompetencer fra FDF gør du brug af i NU? 
Amalie fortæller, at hun har trukket på flere erfaringer fra sit engagement i FDF i forhold til sit frivillige engagement i NU. Blandt andet har hun gjort brug af sine lederevner, at være handlingsorienteret og at turde handle på forskellige ideer. 

Hvad har du lært i NU, som du bruger i FDF? 
Verdensmålene er én af de ting, Amalie har lært at kende og brugt utrolig meget tid på i NU, som hun gerne forsøger at lære fra sig til seniorvæbnerne hjemme i Skovlunde-kredsen. Det er vigtigt for hende, at andre unge har et globalt udsyn, og det kan man for eksempel få ved at arbejde med verdensmålene. Derudover fortæller Amalie, at hun er blevet god til at tage velovervejede og gode beslutninger, fordi hun fra sit bestyrelsesarbejde er vant til at se tingene fra flere vinkler. 

Hvorfor er det vigtigt for dig at have samfundsengagement? 
-Jeg har noget på hjerte, og jeg kan ikke lade være med at engagere mig. Jeg mener, at vi mennesker selv har skabt den verden, vi lever i og dermed også selv er årsag til de uretfærdigheder, der findes i verden. De uretfærdigheder er noget, vi som mennesker selv kan og skal være med til handle på. Det kan man både gøre i det lokale arbejde i FDF-kredsen herhjemme, men bestemt også globalt, hvor der kan gøres en forskel for de fattigste og mest udsatte verdensborgere. 

Hvad gør det for dig at engagere dig frivilligt i begge organisationer? 
-Det, at jeg kan sammenligne de to organisationer, giver mig en bedre forståelse for den enkelte organisation, og hvordan mine erfaringer fra de forskellige kan komplementere hinanden. Sådan lidt for pop-agtigt, så vil jeg også sige, at det gør mig til et helt menneske at være engageret i begge organisationer. Det frivillige arbejde i både FDF og NU giver mig energi og inspiration i hverdagen. Desuden gør det mig også enormt glad at se, hvor meget frivillige kræfter kan løfte. 

Amalie deltog også på årets udgave af Folkemødet - naturligvis med leg på programmet.

FOTO: Thomas Heie Nielsen