Kristi himmelfartsferie med fart på

De yngste medlemmer er ikke med, når 10.000 FDFere samles på landslejren om en måned. I stedet har der været fælleslejr på Sletten.

02. Jun 2022
Stina Lykke Hyllested Volf

Foto: Bernt Nielsen

I Kristi himmelfartsferien har der været fælles sommerlejr for puslinge og tumlinge på Friluftscenter Sletten. Flere af deltagerne er kommet langvejs fra, og en af dem er puslinge- og tumlingelederen Karina Svenstrup fra FDF Mosede.

Hvorfor er I taget med på fælleslejr?
- Vi meldte os til fælleslejren, fordi det er mere overskueligt at arrangere en lejr, når der bliver handlet ind til forplejningen og planlagt nogle aktiviteter. Vi har mange forældre med, men ikke så mange ledere, så det er en god mulighed for at kunne komme afsted på lejr.

Hvad ser I mest frem til?
- Vi glæder os til at hygge og være sammen børnene. Det er altid sjovt, når de små skal lære lejrlivet at kende – især at sove i telt og være udenfor i flere dage.

Hvordan oplever børnene at være på lejr?
- Jeg synes, at de har været gode til det, og jeg tror, at deres forældre har været mere nervøse end børnene. De skal lige vænne sig til, at det er koldt om natten og svært at komme ud at teltet, når de skal tisse. Men det er jo sådan noget, de skal lære.

Første lejr med FDF

Med fra Mosede var også tumlingepigerne Lea og Liva, der begge er på deres første lejr med FDF. De to piger er enige om, at det fedeste ved at være på lejr er at være sammen med deres venner. Og tutten. Liva forklarer kækt, at tutten altså er slik, hvis nogen ikke lige skulle vide det.

De glæder sig også til at slappe af uden et alt for tætpakket program, for de vil hellere lave hyggegrupper med vennerne. Pigerne er generelt godt tilfredse med lejroplevelsen, og kun en lidt sen ankomst gav skår i glæden:

- Vi var nogen af de sidste der kom, og det var altså ret irriterende, siger Lea.