FDFere debatterer frivillighed på folkemødet

Politikere, meningsdannere og aktører i civilsamfundet vil igen i år støde på FDFere i løbet af folkemødet.

18. Jun 2022
Rasmus Lind

- Fredag morgen var vi til et oplæg hos Danmarks Almene Boliger. Det lyder måske ikke som noget, der er så relevant for FDF. Men temaet var fællesskaber, og hvordan man kan gøre plads til mange forskellige mennesker i de samme områder, og det kan man jo godt tænke sammen med FDF, siger Caroline Larsen.

Caroline Larsen er sammen med Katrine Nielsen taget med FDFs delegation til folkemødet. De er begge seniorer i FDF Høje Taastrup, og sammen med delegationens øvrige seks deltagere er de rejst til Allinge på Bornholms nordvestlige spids for at samle inspiration og sætte FDF på dagsordenen i de mange oplæg og debatter.

Både Caroline Larsen og Katrine Nielsen interesserer sig for politik, og de er glade for at få mulighed for at deltage som repræsentanter for FDF.

- Jeg har altid interesseret mig for politik og haft lyst til at være med på folkemødet. Det er fedt at repræsentere FDF som organisation og få et indblik i, at FDF kan være andet end ugemøder og lejre, siger Katrine Nielsen.

Politisk lejrbål og uformelle møder

Folkemødets program er utroligt bredt, og der er noget for enhver smag og interesse – og lidt til. Deltagerne fra delegationen kan frit vælge hvilke debatter og oplæg, de deltager i, men hver aften mødes de med delegationen fra KFUM og KFUK til et “politisk lejrbål” for at dele og reflektere over dagens oplevelser.

Allerede torsdag eftermiddag var de to seniorer på plads til en debat med titlen Et foreningsliv med plads til alle, som Dansk Håndbold Forbund havde arrangeret. 

- Der var en debat om, hvordan man får mere frivillighed i Danmark. Panelet bestod af repræsentanter fra DUF, DIF, KFUM-spejderne og en volleyball-klub, og de udvekslede sammen med tilhørerne idéer til, hvordan vi får flere frivillige i vores organisationer, siger Katrine Nielsen.

Foruden de faglige oplæg har delegationen også tid til uformelle møder med politikerne i sidegaderne. De har fået en snak med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen, efter at han havde holdt tale ved et af DUFs arrangementer, og de to seniorer har været særligt glade for at møde Mette Frederiksen.