FDF samler ind digitalt til sogneindsamlingen den 14. marts
Folkekirkens Nødhjælp har meldt ud, at årets sogneindsamling udelukkende vil foregå digitalt – og FDF hopper med på vognen.

Foto: Kasper Henriksen
I FDF har vi en god tradition for at stemme dørklokker ved Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling, men i år bliver det en del anderledes - ligesom det også var sidste år. Folkekirkens Nødhjælp har meldt ud, at indsamlingen den 14. marts 2021 udelukkende vil foregå digitalt; og i FDF hopper vi med på vognen.
I løbet af februar udgiver GLOBUS som optakt til sogneindsamlingen et online mødemateriale til brug i kredsen. Materialet er en del af indsamlingen, hvor FDFere via deres netværk samler penge ind til de mennesker, som er mest ramt af verdens klimaudfordringer. Ligeledes kan man i tiden op til den 14. marts være med til at samle ind via egne indsamlinger i kredsen eller klasserne.
Væbnermesterskabet melder sig som altid ind i indsamlingen, men den fysiske indsamling skiftes ud med et digitalt rally.
Al materiale og info om indsamlingen vil udkomme på FDFs hjemmeside i løbet af de kommende uger.