Christine Ravn Lund ny næstformand for DUF

24-årige Christine Ravn Lund er ny næstformand for DUFs styrelse, hvor hun repræsenterer FDF.

06. Dec 2019
Christina Gro Storm-Andersen

DUFs nyvalgte styrelse. Christine står forrest 2. fra højre.

Foto: Morten Rode

På DUFs delegeretmøde sidste weekend blev Christine Ravn Lund enstemmigt valgt som ny næstformand for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, som er en paraplyorganisation for knap 80 frivillige børne- og ungdomsorganisationer heriblandt FDF. 

Christine har siddet i styrelsen de sidste to år. Nyvalgt formand for DUF blev tidligere formand for Venstres Ungdom, den 27-årige Chris Preuss. Derudover blev tre øvrige medlemmer af forretningsudvalget og 14 menige medlemmer af styrelsen valgt.

- Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet i DUFs styrelse nu i en anden position. Jeg er helt overbevist om, at den største forskel vi gør for børn og unge er i lokalforeningerne, hvor de får et ståsted og dannes som engagerede borgere med demokratisk sindelag. Derfor vil jeg især fokusere på at sikre så gode lokale rammevilkår for foreninger som muligt. Samtidig synes jeg, der er en stigende grad af polarisering i Danmark og derfor er det vigtigt, at DUF holder fast i, at dialogen og samtalen er vejen frem, også når vi er uenige, siger Christine Ravn Lund.

Christine afløser Jens Harboe Malskær fra Det Danske Spejderkorps, der ikke genopstillede.

Christine Ravn Lund kommer oprindeligt fra Lind, hvor hun trådte sine barnesko i FDF Lind, inden hun flyttede til København for at studere på Handelshøjskolen, og blev leder i FDF Utterslev. Christine har været medlem af Internationalt Udvalg i flere år.

DUFs nye styrelse ser sådan ud

Chris Preuss, Venstres Ungdom, formand for DUF
Christine Ravn Lund, FDF, næstformand for DUF
Lucas Skræddergaard, Ung Mosaik, medlem af DUFs forretningsudvalg
Rasmus Kjær Slot, Danske Studerendes Fællesråd, medlem af DUFs forretningsudvalg
Thor Ekberg Bonde, Ungdomsringen, medlem af DUFs forretningsudvalg

Caroline Frederikke Trinskjær, De grønne pigespejdere
Clara Halvorsen, Radikal Ungdom
Frederik Enevoldsen, Fagbevægelsens Ungdom
Frederik Vad Nielsen, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 
Frederikke Nørring Levison, KFUM-Spejderne i Danmark
Ida Marie Garder, AFS Interkultur
Jonas V. Zimsen, Bifrost
Katrine Seier, Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber
Lukas Julius Kaarby, Kristeligt Forbund for Studerende
Martin Flindt Nielsen, Erhvervsskolernes ElevOrganisation
Mathias Green, Danske Skoleelever
Pernille Bruun Madsen, Red Barnet Ungdom
Philip Steen Longos Winkel, Dyrenes Alliance
Troels Emil Andersen Boe, Det Danske Spejderkorps