Hovedbestyrelsen mødes i weekenden
FDFs hovedbestyrelse holder møde på Rysensteen i den kommende weekend.

Foto: Thomas Heie Nielsen
I den kommende weekend 10.-11. november holder FDFs hovedbestyrelse møde på Rysensteen.
Forud for mødet afholdes der fredag eftermiddag afslutningsreception for FDFs internationale projekt, GLOBUS – FDF og Verdensmålene, der markerer fem år med værdifulde aftryk i både FDF og fokuslandet Nepal.
Lørdag formiddag deltager hovedbestyrelsen i en minikonference om lederuddannelse i frivillige foreninger, som FDF sammen med KFUM-Spejderne og Videncenter for Folkeoplysning afholder i forlængelse af forårets samarbejde om rapporten Lederuddannelse i frivillige foreninger – mellem værdier, identitet og praksis.
På dagsordenen for hovedbestyrelsesmødet er herudover en evaluering af GLOBUS-projektet, drøftelser om udviklingen af FDFs Arena samt behandling af musikarbejdsgruppens forslag til boost af musikken i FDF. På mødet samler hovedbestyrelsen desuden op på forskellige læringspointer fra deres studietur til Belgien i oktober, ligesom procesplanen og det foreløbige program for FDF Landsmøde 2024 behandles.