Idé med mugs gav flere børn til FDF Ringkøbing

FDF Ringkøbing delte 200 mugs og en invitation til kredsens FDF-møder ud - og fik flere medlemmer. 

15. Oct 2021
Ida Sofie Kristensen

Vi kunne godt tænke os at lære dig at kende! Hver mandag mødes vi til FDF og leger, og vi vil gerne invitere dig med. Hvis du har lyst til at prøve, så starter vi mandag d. 16. august kl. 17-18:30. 

Sådan skrev FDF Ringkøbing på små sedler, som de sammen med 200 mugs, FDF-klippekort og Sille&Sigurd-malebøger pakkede i små FDF-kit og efterfølgende delte ud til indskolingsbørnene i den lokale skole i sommers. Formålet var at vække børnenes interesse og tiltrække nye medlemmer til FDF Ringkøbing. 

- Vi ønskede os flere medlemmer, og vi ville gerne gøre noget lidt anderledes for at skabe synlighed omkring FDF og tiltrække børn til vores kreds, fortæller Katja Rahbek Sloth, der er kredsleder i FDF Ringkøbing.  

Mugs skabte nysgerrighed

Ideen med de mange mugs opstod i samarbejde mellem kredsen og deres forbundssekretær. Formålet var, med en fysisk genstand, at vække børnenes nysgerrighed, så de fik lyst til at tage muggen med, møde op til FDF og sammen med andre opleve, hvad det lille stykke grej kunne bruges til.

- Man kan bruge en mug til rigtig mange ting, og det er samtidig en fysisk ting, som man selv kan lege med. Sammen med muggen fik børnene også en række hints om, hvad de kunne forvente sig af de første FDF-møder, fx 'Hvad kan jeg bruge min mug til', 'Vi leger med mug' og 'Vi laver bålmad med mug', fortsætter Katja Rahbek Sloth.

Inspiration til ny rekruttering 

En del børn mødte efterfølgende op til FDF-møderne i FDF Ringkøbing. 

- Vi oplevede en øget interesse efter tiltaget med mugs og den åbne invitation, og en del af de børn, der dukkede op, er efterfølgende blevet som faste medlemmer i kredsen, fortæller Katja Rahbek Sloth. 

Hun anbefaler andre kredse, der ønsker at give nye rekrutteringsveje et forsøg, at de både kontakter forbundssekretæren i deres landsdel og får talt sammen om deres fælles mål internt i kredsen. 

- Forbundssekretæren har et erfaringsgrundlag fra andre kredse og kan hjælpe med sparring og inspiration, der passer til lige præcis den kreds, man er i. Det kan give nogle gode værktøjer til, hvordan man giver sin rekruttering en retning. Samtidig er det vigtigt, at man som ledere har talt sammen om, hvilken retning, man ønsker, kredsen skal gå i - så man løber samme vej i indsatsen og kan hjælpe og inspirere hinanden undervejs, afslutter Katja Rahbek Sloth.