Landslejrchefen bød velkommen

Første store lejrbål bød på en varm velkomst fra landslejrchef Simon Stagis til landslejrens mange deltagere.

08. Jul 2022
Mia Fanefjord Hansen

Foto: Thomas Heie Nielsen

- Wauw! Kære alle sammen! Velkommen til Coratia – velkommen på FDF Landslejr 2022! ... Hver og én af os er en del af ét stort FDF-blåt fællesskab. Nu er vi endelig samlet – endelig samlet på vores alle sammens landslejr.

Sådan indledte landscherchef Simon Stagis sin tale ved landlejrens første store lejrbål torsdag aften. I aftensolens skær bød han velkommen til de 10.000 store og små deltagere, som forventningsfuldt skuede ud over lejrbålspladsen og ned mod scenen. Spændte på alle de oplevelser, der venter forude de kommende ti dage på Sletten.

Fra scenen benyttede Simon Stagis muligheden for at takke de mange frivillige, der har været en del af forberedelserne de seneste år. Overalt i FDF har børn, unge, ledere, udvalg, landsdele og landsforbund arbejdet sammen om at skabe landslejren. 

- En sådan landslejr opstår ikke ud af det blå. Helt utroligt mange ildsjæle har drømt, tænkt og knoklet for at gøre denne landslejr mulig – og gøre den til virkelighed. Ledere og medarbejdere – mennesker, med noget på hjerte.

Livet er en opdagelsesrejse

Over de næste ti dage drager landslejrens mange deltagere sammen på opdagelsesrejse. En fælles ekspedition til det fremmede kontinent Coratia, hvor modet sættes på prøve og udforskes.

- Livet ér en opdagelsesrejse, som er fyldt med blæsevejr. Medvind, der bærer os afsted – og modvind, der slår os ud af kurs. Blæsevejr er udfordrende - men blæsevejr kan sagtens være godt, for det kan føre os mennesker andre veje, end vi havde tænkt. Derfor må vi på vores store opdagelsesrejse, på vores landslejr, altid række hånden frem og hjælpe hinanden – for her, i FDF, tager vi ansvar for hinanden, sagde Simon Stagis fra scenen.

- Jeg vil gerne sige jer tak, hver og en af jer – tak for at ha’ taget modet til jer og rejst afsted på landslejr. For det er af allerstørste betydning, at lige netop du er her, sluttede han.

Du kan opleve stemningen, høre talerne, synge sange med landslejrbandet og møde temafortællingens karakterer i det første store lejrbål her: