En gave til den danske ungdom

Silkeborg Højskole fejrer 50 års jubilæet med flere festligheder de kommende uger.

26. Sep 2019
Christina Gro Hansen

FDF oprettede Silkeborg Højskole i 1969, der i år kan fejre sit år 50 års jubilæum. Gennem årene har højskolen sat sig spor i FDF og mange unge FDFere. Det blev dog aldrig en skole kun for FDFere, men en gave til hele Danmarks ungdom.

I forbindelse med sit 50 års jubilæum udgiver Silkeborg Højskole en bog “At tænke selv - med tanke for andre. Silkeborg Højskole 50 år”. Bogen fortæller historien om kampen for at stable en højskole på benene og de elever, ansatte og de bygninger, der i nu 50 år har skabt Silkeborg Højskole og sat sig spor i mange menneskers liv. Bogen beskriver også noget af den betydning Silkeborg Højskole har haft for FDF og omvendt. 

Skolen fejrer jubilæet med flere festligheder. Der er en fejring den 28. september kl. 14-16, og en reception den 5. oktober klokken 12.00 til 15.00, med gudstjeneste, nye sange og hvor et nyt 10 meter højt kunstværk afsløres.

Tilmelding til begge arrangementer kan ske via Silkeborg Højskoles hjemmeside.