Ti år i spidsen for OiO

Landsdelsarrangementet Out in October nærmer sig sit 20-års jubilæum, og Christina Hamburger Plæhn kan i år fejre 10 år i spidsen for det.

29. Sep 2023
Rasmus Lind

Stemningsbillede fra OiO.

Foto: Thomas Heie Nielsen

Christina Hamburger Plæhn har været formand for landsdelsarrangementet Out in October (OiO) siden 2014. Her fortæller hun om den populære efterårsweekend for væbnere og seniorvæbnere i Landsdel 7 og 8.

 

Hvad gør OiO til et populært arrangementet?

- OiO er en udendørs weekend for væbnere, seniorvæbnere og ledere. Konceptet er, at lederne fra en kreds møder op med børnene, spisegrej og telte at sove i. Alt andet er inkluderet i arrangementet. Væbnerne og seniorvæbnerne vælger mellem forskellige aktivitetsgrupper, og lederne har et separat program med lederuddannelsesgrupper, som giver dem inspiration til kredsarbejdet.

Vi har Det bedste band til at spille på vores scene både fredag og lørdag. I år er vi cirka 650 deltagere, hvoraf omkring 110 er instruktører, udvalg og køkkenfolk.

Arrangementet har grundlæggende det samme koncept som i begyndelsen, og det virker for kredsene.

 

Hvad er din opgave som formand for udvalget?

- Som udvalgsformand er jeg tovholder på det hele og følger op på tingene. Jeg finder nye instruktører og medarbejdere, hvis nogen springer fra, og finder nye løsninger, hvis der er brug for det. Jeg sørger også for, at vi er nok i udvalget, så det er min opgave at finde nye medlemmer, hvis nogen trækker sig. Men det har ikke været svært at holde udvalget kørende, for der er en base, som har været med længere end mig, nogle helt fra begyndelsen for snart 20 år siden.

Og selvom meget af arrangementet er det samme, har vi i udvalget løbende arbejdet med at udvikle og forny nogle ting.

 

Hvordan har I arbejdet med at udvikle arrangementet?

- I forhold til grupperne har vi ikke behøvet gøre så meget. Instruktørerne er meget gode til at forny sig, både på grupperne for børn og for voksne. For eksempel har vi over de seneste år fået en gruppe for vegansk bålmad for lederne, og for børnene er der første gang i år kommet en gruppe for kodeknusere.

Vi har selvfølgelig også nogle faste grupper, som har været gengangere i mange år – det er blandt andre knivmagerne, klatregruppen og kreagruppen – men har instruktørerne også løbende udviklet aktiviteterne.

På det praktiske plan har vi arbejdet på at gøre udlægshåndtering lettere, og vi er blevet mere effektive til at bespise alle deltagere hurtigt og nemt.

Som noget nyt i år har vi ændret søndagens program, for vi har tidligere oplevet af lederne havde for meget fri tid uden så meget at tage sig til. Så nu har vi udviklet et stjerneløb, hvor børnene kommer rundt og snuser lidt til de andre grupper, og det skal lederne være med til. Det vil både aktivere lederne, og så vil børnene forhåbentlig opleve, at der er foregået meget mere i løbet af weekenden, end det de har prøvet i deres egen gruppe, og de bliver måske inspireret til at vælge en anden gruppe næste år. De kan jo være med i fire år, så de har mulighed for at prøve meget forskelligt.

Som en sidste ting vil jeg nævne, at vi forsøger at inkorporere nogle af de andre tilbud, der er til lederne i landsdelene. Derfor handler en af grupperne for ledere i år om Medlemsservice, og vores forbundssekretær holder også et kursus for nye og kommende ledere.

- - - - 

OiO 2023 afholdes i weekenden den 29. september - 1. oktober på Jomsborg i Jægerspris.