Børn og unge i FDF gør gode gerninger 2022  

FDF er igen i 2022 med i samarbejdet med bl.a. DR, Friluftsrådet og landets biblioteker om at gøre gode gerninger og derved støtte coronakrisens børn i Syrien.

10. Dec 2021
Ida Sofie Kristensen

I januar 2022 kan børn og unge i FDF over hele landet være med til at gøre en forskel for andre ved at gøre gode gerninger og derved samle penge ind til Danmarks Indsamling. Indsamlingen støtter igen i år et Røde Kors-projekt i Syrien, der hjælper udsatte børn og unge.

Projektet “Gode Gerninger” er et samarbejde mellem FDF, DR, Novo Nordisk Fonden, Friluftsrådet og landets biblioteker. Når et barn gør en god gerning, registreres den online eller på et af landets biblioteker, og for hver god gerning giver Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling. 

Det er andet år i træk at FDF tager del i “Gode Gerninger”, og som noget nyt i 2022 er målgruppen udvidet til både at omfatte børn i DR Ramasjang-alderen (4-8 år) og de lidt ældre børn i DR Ultra-alderen (9-14 år). På den måde håber man at motivere endnu flere børn og unge til at gøre gode gerninger i 2022. 

Gode gerninger i mange former 

“Gode Gerninger” igangsættes d. 4. januar 2022 og slutter med Danmarks Indsamlings store TV-show lørdag d. 29. januar 2022. Det er imellem de to datoer, at børn og unge i FDF gennem gode gerninger kan støtte indsamlingen. Det er op til kredsen, om de gode gerninger kan gøres på et møde, eller tiltag hellere skal sættes i gang løbende, og det står samtidig kredsene frit for, hvilke typer af gode gerninger, der laves. Det vigtigste er, at man som kreds husker at registrere alle børnenes gode gerninger, enten selv via dr.dk/godegerninger eller via et af landets biblioteker, der står klar til at tage imod jer, og som kvitterer med et velfortjent diplom.

FDF har i forbindelse med deltagelsen i “Gode Gerninger 2022” lavet et inspirationsark til brug i kredse, der ønsker at lave gode gerninger som en del af FDF-aktiviteterne i januar. Den 10. januar 2022 udgiver DR Lær desuden et undervisningsmateriale, der også kan bruges som inspiration til forskellige gode gerninger i FDF-regi. 

Del de gode historier

Mange lokale medier vil gerne høre historien om børn og unge i FDF, der gør gode gerninger. Her finder I en skabelon til en pressemeddelelse, som I kan sende til de lokale medier, når I deltager i “Gode Gerninger” i kredsen.

Med DR og andre store partnerorganisationer i ryggen er der også på sociale medier rigtig gode muligheder for at nå bredt ud med kredsens gode gerninger og skabe positiv omtale og synlighed omkring kredsens aktiviteter. Sørg for at dele de gode historier, videoer og billeder på kredsens sociale medier i løbet af januar. Vi samler og deler også løbende billeder fra kredse på landsforbundets platforme.

 

Danmarks Indsamling afvikles hvert år som et samarbejde mellem DR og 12 humanitære organisationer - heriblandt Folkekirkens Nødhjælp. Læs mere om “Gode Gerninger” på dr.dk/godegerninger.