"Vi er SÅ klar til at give deltagerne en helt masse fede kursusoplevelser!"

Kursuslederne glæder sig i den grad til at byde efterårets kursusdeltagere velkommen.

16. Sep 2021
Mia Fanefjord Hansen 

Det er en flok forventningsfulde kursusledere, der står klar til at byde hundredvis af glade unge FDFere velkommen på efterårets kurser. I månedsvis har kursuslederne sammen med kursernes instruktører knoklet for at planlægge de kurser, der for første gang i halvandet år skal give kredsenes seniorvæbnere og seniorer det helt store fællesskabssus på FDFs kurser.

- Jeg glæder mig helt sindssygt til, vi igen kan mødes på Vork med nye og gamle ansigter. Både vi som kursusledere og instruktørerne er så klar til at give deltagerne en helt masse fede kursusoplevelser, og vi glæder os bare vildt meget til at åbne vores fællesskab op for en masse deltagere, der hungrer efter kurser, siger Rasmus Frydensbjerg, der er kursusleder på Seniorkursus Vork.

- Det bliver så stort at kunne stå på Seniorkursus Vork igen og se, at vi klarede den og kom over på den anden side, og at det nu endelig er slut med onlinekurser. Vi skal endelig mærke Vork-ånden leve igen efter så lang tid! fortsætter han.

Kursusleder på Seniorkursus Sletten Jeppe Sølvbjerg Strauss stemmer i og sætter samtidig ord på nogle af de mange oplevelser, man som deltager får med sig:

- Sammen med de næsten 100 dybt kompetente medarbejdere på Seniorkursus Sletten glæder vi os til at byde både nye og erfarne deltagere tilbage på Sletten til store oplevelser, fællesskab, stjernestunder, samvær, grin, udfordringer, eftertænksomhed, ro, tempo, læring og plads til at være den man er, siger Jeppe Sølvbjerg Strauss.

Gensyn med kursusfællesskabet

På efterårets 7.-8. klassekursus på Rysensteen glæder kursusleder Nicolai Pelzner sig til at introducere deltagerne til "det store FDF", samt hvordan vores forbund ser ud på landsplan. Kurset blev på kort tid fyldt, men samme målgruppe har mulighed for at tage på Seniorvæbnerkursus MSE. Her ser kursusledelsen, Susanne Toft Nielsen og Benny Legarth Buur, også frem til at byde en masse deltagere velkommen tilbage i kursusfællesskabet:

- Spændingen stiger dag for dag – vi har fundet de mest fantastiske medarbejdere. Kurset er spækket med fede oplevelser og nye venskaber. På kurset kan du forvente at komme hjem med et FDF-boost ud over det sædvanlige, fortæller Benny og Susanne.

FDF-boost uden lige

Samme FDF-boost kan deltagerne på FDF Orkesterkursus godt forvente – kombineret med alle de oplevelser, en uge i musikkens tegn bringer. 

- På FDF Orkesterkursus glæder vi os helt vildt til at lege, spille, instruere og hygge i efterårsferien. Vi er et stort hold af instruktører fra Danmark, England og Belgien, siger kursusleder Jan Olav Skogøy, som også er klar med en opfordring:

- Hvis du aldrig har været med på Orkesterkursus før, så skynd dig at kontakte os, så vi kan fortælle meget mere om kurset. Og til dig, som endelig skal afsted igen, så husk at tage alle dine venner med, siger Jan Olav Skogøy.

Kom med!

For at give de sidste seniorvæbnere og seniorer mulighed for at tilmelde sig kurserne, er tilmeldingsfristerne rykket en anelse – til søndag d. 19. september for de to seniorkurser og til mandag d. 20. september for seniorvæbnerkurset og orkesterkurset. Kredsen kan derfor lige nå at prikke til de sidste seniorvæbnere og seniorer, så de får chancen for at komme på kursus. Mere praktisk info og link til tilmeldingen findes herunder.